Læn dig tilbage og nyd den smukke healende magi.

Kære læser.

Jeg hedder Aurora Malene Høyer, er 43 år, bor i Gudumholm ved Aalborg med min mand og to døtre på 6 og 8 år, og så er jeg Sjælssanger. Jeg er den heldige ejer af tre sjælsskåle og en Angel Light. Herunder får du min historie, hvor især min første skål har spillet en vigtig rolle.

For 2½ år siden begyndte jeg at tage mig selv alvorligt. Jeg tror det startede, da jeg skiftede navn fra Aninguaq Malene til Aurora Malene. Aninguaq betyder Min Lille Smerte på grønlandsk. Jeg var min mors lille smerte, fordi hun ikke kunne beholde mig. Det er en længere historie – min mors historie. En historie, som jeg længe skød skylden på for at være den, jeg var i mange år. Jeg havde simpelthen ikke længere lyst til at være et offer. Jeg ville være LYS. Jeg ville være en Aurora.

Når jeg tænker tilbage har det meste af mit liv foregået under radaren. Ingen konflikter. Ingen teenage-rebelskhed. Jeg har altid været pligtopfyldende og konfliktsky. Hvis der har været problemer eller konflikter har jeg bidt dem i mig – uanset om det har været med forældre, veninder, kærester eller kolleger. Optræk til konflikter blev mødt af en mur af stilhed fra min side.

Jeg har altid følt mig som et gennemsnitsmenneske, en panelmus. Jeg afsluttede HF med 7,6 i gennemsnit. Jeg har aldrig sat mig mål om, hvad jeg ville være, når jeg blev ‘stor’. Livet langs panelerne var min komfortzone, men af og til trak noget i mig, som var udenfor komfortzonen. Jeg elskede at spille teater i folkeskolen, ungdomsskolen og gymnasiet. Det var vidunderligt at spille en anden rolle og få ros for at være god til noget. Jeg ville ønske, at resten af mit liv havde fortsat sådan. Fyldt med glæde og ubekymrethed. Et liv, hvor voksenlivet blev skubbet foran.

For med voksenlivet startede livet med bekymringer. Livsvalg skulle tages. Den rigtige hylde skulle findes. Kærligheden skulle udforskes. Og kærligheden døde – bogstavelig talt. For få dage før min 29 års fødselsdag tog min daværende kæreste sit liv. Det var endnu en tung sten i min bagage, som har gjort mig til den jeg er i dag. Jeg har lært at se hans død, som en gave. Men det har været en gave, som har været pakket ind ligesom pengegaverne til børnefødselsdagene i min barndom: Under flere lag af uigennemtrængelig klisterbånd.

En af de mere håndgribelige gaver har været en bule på min hals, som opstod ud af det blå få måneder inden mit bryllup med ham, jeg er lykkeligt gift med. Lægerne har taget biopsi og stofskiftetallene tjekkes årligt. Jeg er ikke syg. Jeg ved, at det er en psykosomatisk reaktion. Og jeg ved, at jeg med tiden nok skal slippe af med den. Gaven i den er, at jeg er blevet opmærksom på mit halschakra. For udover bulen, har jeg siden hen også døjet meget med halsbetændelse, jeg har stammet i visse situationer og været meget hæs samt af og til mistet stemmen.

I efteråret 2016 sagde jeg mit job op. 5 måneder efter mit navneskifte. Jeg havde ikke haft det godt med jobbet et halvt års tid og en håndlæsning satte et kæmpe mentalt spejl op foran mig, så jeg endelig kunne forstå, at jeg ikke kunne blive ved med at overhøre mig selv. Det blev starten på en længere indre rejse, hvor der hele tiden dukker nye bjerge op, der skal bestiges. Her har Angeliccas healende sjælsskåle spillet en kæmpestor rolle!!

Jeg stødte første gang på Angeliccas healende sjælsskåle på Facebook, hvor hun pustede i to forskellige skåle og så skulle man mærke efter hvilken én, man var mest tiltrukket af. Jeg kan ikke huske hvilke skåle, men jeg kan huske følelsen af, at lige dér var der noget rigtig vigtigt for mig. Der gik herefter et halvt års tid, førend jeg mødte skålene ‘live’ og købte min første skål. Det var på Krop-Sind-Ånd-messen i Aarhus i oktober 2017. Det er meget mærkeligt, for jeg er overbevist om, at skålen ville have mig til Aarhus lige præcis den dag. Jeg havde godt set, at der var messe, men jeg havde en masse dårlige undskyldninger for ikke at tage afsted. Dagen før skriver en god veninde til mig, om vi ikke skal mødes til messen. Alle undskyldningerne stod straks i kø. Men inden de fik overtaget, tog jeg en beslutning. Selvfølgelig skulle jeg på messe. Jeg tjekkede udstillerlisten og kunne mærke, at jeg bare skulle hen til Angeliccas stand og så hjem igen.

Henne ved standen kunne jeg mærke, at der var én bestemt skål, der trak i mig. Da jeg tog den op begyndte det at snurre i mine hænder og op i armene. Jeg blev helt mundlam og da jeg endelig skulle formulere en sætning til Angelicca, så kom ordene ud i en mærkelig rækkefølge og jeg stammende ordene ud. Det triggede lige præcis dét, som jeg jævnligt havde udfordringer med. Jeg vidste med det samme, at skålen skulle hjælpe mig med at arbejde med min hals og stemme. Jeg blev NØDT til at købe skålen. Skålen havde valgt mig.